For nogle måneder siden begyndte jeg på mit ph.d-projekt: “Modstand og skønhed – deltagelsesmuligheder i undervisning med kunst.” I projektet skal jeg se nærmere på, hvordan der kan undervises med kunst i folkeskolens ældste klasser – og hvordan eleverne deltager i denne undervisning.
For de, der følger med i Rum for Undren’s forskellige aktiviteter, ligger det ligefor at spørge til, hvad sammenhængen er mellem mit ph.d-projekt og de projekter og aktiviteter, vi laver i Rum for Undren. Indlægget her har til hensigt at udfolde nogle perspektiver på denne sammenhæng.
Baggrund
Flere forhold knytter mit ph.d.-projekt sammen med vores aktiviteter i Rum for Undren. Først og fremmest har vi i Rum for Undren altid interesseret os for, hvordan kunst kan optræde i de sammenhænge, hvor vi praktiserer filosofi med børn og unge. Vi har således i mange af vores projekter og i en stor del af vores workshops og materialer arbejdet med at sammentænke kunst og kunstnerisk skaben med filosofisk refleksion og dialog.
Mere konkret er der flere situationer og erfaringer, som danner afsæt for det specifikke ph.d.-projekt. I det følgende vil jeg beskrive én konkret undervisningssituation, hvor kunst og filosofi forbindes til hinanden og udfolder de filosofiske spørgsmål på en måde, som ikke ellers ses hverken inden for ”filosofi med børn” eller inden for kunstpædagogisk praksis.
Det er dette værk af Lho Høiris, som blev brugt i det konkrete forløb i en 8. klasse i Aarhus.
Hvem er jeg? Hvem er du?
Lho Høiris og jeg har i en længere periode gennemført korte forløb i grundskolens udskoling, hvor omdrejningspunktet var de filosofiske spørgsmål Hvem er jeg? og Hvem er du?
Når vi gennemfører forløb med elever i skolen, tilrettelægger vi dem altid som en form for kunst-filosofiske forløb. Med dette menes, at vi ikke kun gør brug af de forskellige greb og undersøgelsesformer, som findes i den filosofiske praksis – og især i filosofi med børn – men at vi også inddrager kunsten, både i form af eksisterende værker og som en tilgang og undersøgelsesform, hvor eleverne bruger kunstneriske greb og arbejdsformer.
I det følgende refereres der til et konkret forløb, som vi afviklede i foråret 2022 i en 8. klasse i Aarhus.
I det konkrete forløb er det elevernes møde med et konkret værk, jeg vil dvæle ved og udfolde. Det værk, som eleverne blev præsenteret for, er skabt af Lho Høiris på baggrund af et tegneark, hvor øjnene på forhånd var tegnet.*
Inden eleverne blev præsenteret for værket, havde vi rammesat en samtalesalon, som handlede om eksistens og spørgsmålene om, hvad der gør ”mig til mig” og ”dig til dig”, herunder spørgsmål om bl.a. selvfremtilling, idealer, selviscesættelse. Denne samtalesalon ansporede eleverne til at reflektere og være i dialog om forløbets tema, og det efterfølgende møde med kunstværket var derfor ansporet af spørgsmål og refleksioner knyttet til denne samtalesalon og dermed temaet.
Eleverne stod i en rundkreds, så alle kunne se værket, som Lho Høiris holdt foran sig. Jeg stillede et indledende spørgsmål til eleverne: ”Hvem ser I her?” Spørgsmålet skulle på én gang invitere eleverne længere ind i temaet og samtidig pege ind i selve værket.
Flere elever svarede på mit spørgsmål. Bl.a. blev der sagt: ”Hun ligner én, der ikke har det godt”, ”Hun er helt tynd og hendes øjne er store. Hun kunne godt være sådan én, der har siddet foran skærmen hele natten”, ”Måske er hun ked af, at hun lever sådan, altså hun ville måske gerne leve på en anden måde end hun gør.” Dialogen foregik overvejende mellem eleverne, og de havde alle øjnene rettet mod skiftevis hinanden og mod kunstværket.
Flere elever begynder at inddrage eller antyde en forbindelse til egne erfaringer, både i relation til deres samtale om ”pigen på billedet” og i relation til de mere almene perspektiver på temaet. Fx siger en elev: ”Man kan jo ikke vide, hvem hun er, men det er klart, at når jeg ser et billede af én, så har jeg hurtigt en idé om, hvordan personen er… Det ved man jo ligesom ud fra udseendet og tøjet og sådan”, hvorefter en anden elev supplerer: ”Ja, når man vælger at sætte sit hår på en bestemt måde, så siger det jo noget om én, og det tøj, man vælger, siger jo også noget.” Hertil svarer en elev: ”Man kan jo bare ikke helt selv vælge, hvordan man ser ud.”
Samtalen mellem eleverne fortsatte længe og førte ikke bare til forskellige besvarelser af det spørgsmål, som jeg indledningsvist stillede, men indebar også metarefleksioner over, hvad man alene ud fra et billede – dvs. uden at have mødt en person, snakket med vedkommende eller set vedkommende i forskellige kontekster – kan sige (eller tro at vide) om personen.
De glimt fra dialogen, som er medtaget ovenfor, giver langt fra anledning til systematisk analyse, men vores erfaringer fra både forløbet i 8. klasse og fra mange lignende forløb, har alligevel givet anledning til nogle væsentlige refleksioner, som også forventes at blive inddraget i mit ph.d.-projekt.
Spørgsmål rejser sig
I forhold til forløbet i 8. klasse, var det tydeligt, at størstedelen af eleverne var deltagende i undervisningen, om end det primært var en mindre gruppe, der ytrede sig og dermed deltog i den verbale dialog. Men mange af de øvrige elever rettede opmærksomheden og blikket mod værket og mod de elever, som talte, ligesom deres krop tydeligvis også var orienteret i disse retninger.
Nogle af de spørgsmål, som trænger sig på, er:
- Hvad er det eleverne møder, som giver anledning til, at de går i dialog med både hinanden og værket?
- Hvordan kan man forstå begrebet dialog, så det også rummer de elever, som ikke ytrede sig verbalt, men som alligevel var deltagende i undervisningen?
For det andet var det også tydeligt, at de ytringer, som dukkede op i samtalen, indeholdt refleksioner af en særlig karakter. Her synes der ikke kun at være tale om begrebsanalytiske udsagn eller om argumenter, der i princippet kunne være løsrevet fra sagen, men derimod snarere om udsagn af mere eksistensfilosofisk karakter, hvor elevernes egen væren synes at være i spil.
- Hvad karakteriserer de refleksioner, som eleverne gør sig i mødet med et kunstværk?
- Hvilke refleksioner gør de elever sig, som ikke umiddelbart ytrer sig? Og hvordan kan man skabe rum for, at disse elevers refleksioner kommer til udtryk?
- Hvad er det kunst kan i relation skolens praksis og specifikt i relation til ”filosofi med børn og unge”?
De spørgsmål, som her stilles, udspringer som beskrevet ikke kun af ét forløb, men er spørgsmål, som gang på gang viser sig relevante, når vi praktiserer filosofi med børn og unge, og vi i dette arbejde inddrager kunstværker.
Dialog, modstand og kunst
Skeler man til pædagogisk og filosofisk teori, dukker flere begreber op, som kan knyttes til de spørgsmål, jeg ovenfor har stillet.
Én af nyere tids mest fremtrædende pædagogiske tænkere, er Gert Biesta, og netop hans tanker om dialog og modstand kan være relevante at inddrage, når man vil forstå det pædagogiske forhold mellem elever og et kunstværk. Biesta taler om, at elever må møde modstand for derved at erfare, at verden ikke blot er en konstruktion, dvs. en projektion af elevernes eget liv, men at verden eksisterer i sin egen integritet (Biesta, 2017). Og netop i mødet med modstand opstår muligheden for at komme i dialog, hvilket i Biestas optik skal forstås som et ganske bredt begreb: Dialogue “(…) is an existential ’form’, a way of existing in the world – not withdrawing from it – without putting ourselves in the centre of the world but leaving space for the world itself to exist as well – hence existing with the world.” (Biesta, 2017, p. 65).
At kunsten spiller en særlig rolle i forhold til modstand og dialog, begrunder Biesta med, at kunst netop i sig selv udgør en ”ongoing, literally never-ending exploration of the encounter of what it might mean to exist in and with the world.” (Biesta, 2017, p. 66).
Om eleverne i 8. klasse erfarede modstand i deres møde med kunsten, kræver selvfølgelig en nærmere undersøgelse. Men ifølge Biesta rummer kunsten potentialet til at give eleverne modstand og i kraft af modstanden muliggøres en dialog, som både udspiller sig mellem eleverne og mellem eleverne og værket.
Begrebet modstand kan altså være centralt, når man vil forstå, hvad der udspiller sig i elevers møde med kunst. Modstand bør dog ikke kun forstås som et analytisk begreb, der kan give en ny forståelse af praksis, men kan også være et teoretisk begreb, der virker rammesættende for praksis. Derved opstår et nyt spørgsmål, som er relevant for ph.d.-projektet, nemlig spørgsmålet om, hvordan begrebet modstand kan komme i spil, når der vælges kunstværker, dvs. hvordan modstand kan operationaliseres med øje for praksis.
Filosofisk tænkning og skønhed
Den dialog, som udspillede sig i 8. klasse, var i udpræget grad en filosofisk dialog, idet dens omdrejningspunkt var åbne, filosofiske spørgsmål. Men ’filosofisk dialog’ er et vidt begreb, der kan forstås og praktiseres på mange måder.
I vores kontekst var den filosofiske dialog knyttet til det kunstværk, som eleverne blev præsenteret for, og var samtidig ansporet i retning af temaet eksistens og spørgsmålene ’Hvem er jeg?’ og ’Hvem er du?’. I den filosofiske dialog fik elevernes undren og egne filosofiske spørgsmål en plads, og der blev i udpræget grad trukket linjer til elevernes egne erfaringer – eller erfaringshorisonter, som man vil sige i den filosofiske hermeneutik (Gadamer, 2004).
De refleksioner, som eleverne udtrykte i dialogen, var altså på én gang knyttet til både kunstværket og elevernes egne erfaringer, og var samtidig orienteret mod spørgsmål om eksistens.
Når man taler om filosofisk praksis, dvs. om det at filosofere (hvad enten det er med børn, unge eller voksne), dukker begrebet filosofisk tænkning ofte op. For os er denne tænkeevne tæt knyttet til selve formålet med overhovedet at praktisere filosofi med børn og unge, hvilket begrundes i denne tænkeevnes dannelsesmæssige værdi (Jørgensen, 2008).
Netop fordi den filosofiske tænkning knytter sig til formålet med filosofi med børn, er det relevant at se på, hvorvidt elevernes udsagn og refleksioner kan siges at udtrykke en form for filosofisk tænkning. De forløb, som vi laver i Rum for Undren giver imidlertid ikke mulighed for systematisk at undersøge elevernes refleksioner, hvilket i stedet må gøres i en egentlig forskningssammenhæng (bl.a. i mit ph.d.-projekt). Samtidig giver teorien om filosofisk tænkning også anledning til didaktiske overvejelser over den filosofiske dialogs form og indhold.
I den filosofiske æstetik taler man om skønhed, der kan forstås som en meningsstiftende erfaring af, at noget har merbetydning. Selvom skønhedserfaringen ikke kun udspiller sig i mødet med kunst, tilbyder kunsten sig ifølge Dorthe Jørgensen som et sted, der har særligt gode betingelser for at føre skønhedserfaringer med sig (Jørgensen, 2001). Og da 8. klasse netop mødte kunst og samtidig viste sig meget deltagende i undervisningen, er det oplagt at spørge til de erfaringer, som de gjorde sig i mødet med kunsten, herunder om de oplevede mødet som meningsfuldt og måske endda erfarede skønhed.
Ansatser til et ph.d.-projekt
Det ph.d.-projekt, som nu er påbegyndt, har altså til hensigt at undersøge de sammenhænge og spørgsmål, som er blevet præsenteret ovenfor, og som vedrører begreber som modstand, dialog, skønhed og filosofisk tænkning såvel teoretisk som i tilknytning til praksis.
Projektet er på den ene side funderet i pædagogisk teori og filosofisk æstetik, og vil på den anden side undersøge elevers deltagelse i undervisningen gennem empiriske studier af praksis. De mange tråde skal (ideelt set) gå hånd i hånd, mens projektet former sig og forhåbentligt ender med at være et kvalificeret bidrag til skolens teoretiske fundament og praktiske virke.
Dette indledende blogindlæg forventes at blive efterfulgt af flere lignende indlæg, hvori forskellige problematikker, temaer og spørgsmål, vil blive diskuteret og udfoldet.
* Tegnearkene bruger vi ofte også sammen med elever, der derved får en ramme, indenfor hvilken de selv kan arbejde kunstnerisk-skabende.
Litteratur
Biesta, G. (2017). Letting art teach. ArtEZ Press.
Gadamer, H.-G. (2004). Sandhed og metode. Grundtræk af en filosofisk hermeneutik. Systime.
Jørgensen, D. (2001). Skønhedens metamorfose – De æstetiske idéers historie. Syddansk Universitetsforlag.
Jørgensen, D. (2008). Aglaias dans: På vej mod en æstetisk tænkning. Aarhus Universitetsforlag.